torsdag den 21. februar 2008

Opgave Grp 2

Second Life Projekt

Gruppe 2

Vi har taget udgangspunkt i, hvilke muligheder Second Life (SL), som kommunikationsform, tilbyder til den enkelte. Vi vil således gennem dette projekt belyse, hvilke alternativer for kommunikation, der er i SL og illustrere dette gennem et givent design og en performance. Hvordan synes SL at fungere som et godt værktøj til at præsentere/kommunikere? Vi henvender os til en bestemt målgruppe, som i dette tilfælde er de personer, der vil være til stede ved vores præsentation af projektet. Det er en gruppe kommunikationsstuderende, som vi formoder ikke har et stort kendskab til SL. En målgruppe, der er såkaldte newbies og som vi gerne vil give en god og sjov oplevelse. Med dette for øje har vi lavet en performance og et design, der er præget af afslappethed, opbygget omkring et strandtema og med et tvist af humor for at imødekomme målgruppen. Vi er bevidste om, at vores valgte design blot er én måde, at belyse kommunikationsformålet og imødekomme målgruppen på. Hvis vi havde valgt en målgruppe, der fx havde et mere indgroet kendskab til SL, havde designet højst sandsynligt udformet sig på en anden måde.

Da vores målgruppe, som tidligere nævnt, formodes at have meget begrænset kendskab til SL, valgte vi at lave et miljø, som de fleste kender fra den virkelige verden, således at publikum lettere kan relatere til omgivelserne. Valget faldt på et tropisk strandtema, et sted mange vil nikke genkendende til og derved skabe nogle trygge rammer for publikum. Vi har valgt at lave et så dynamisk og levende univers som muligt, pga. vores målgruppe, for at fremvise SL bedst muligt. Da vores kommunikationsformål er at vise, hvorledes SL kan bruges som et kommunikationsværktøj, er det vigtigt for os at vores omgivelser understreger vores budskab. Vi begyndte derfor at designe omgivelserne med artefakter, der underbyggede vores budskab. Den vigtigste artefakt i vores tema er vores scene, da det er omdrejningspunktet i vores præsentation. For at illustrere, at vores præsentation kun er én af de talrige måder, hvorpå man kan bruge SL, drager vi i vores præsentation, publikums opmærksomhed mod vores oversigt over kommende events. Denne demonstrerer netop mange af de kommunikationsmuligheder, der er i SL. I vores præsentation, som vi senere vil komme mere ind på, har vi valgt aktivt at inddrage publikum. En fra publikum får en avatar og dennes synsvinkel kommer op på storskærm, således at publikum ser hele præsentationen fra avatarens synspunkt. Dette er grunden til, at vi har valgt kun at have to aktive avatarer, således at den sidste i gruppen hjælper den fra publikum med at navigere rundt. For at forklare vores budskab og hjælpe den fra publikum med at navigere rundt derinde, er den ene avatar en guide, der viser stedet. Da vi befinder os på en strand, er han selvfølgelig i badebukser, så avataren passer til miljøet. Ligeledes er vores bartender-bot også i badebukser. Den anden avatar er hypnotisør, der hypnotiserer vores frivillige fra publikum. Eftersom vores målgruppe ingen erfaring har med SL, har vi valgt klæde hypnotisøren som en klassisk tryllekunstner med sort kappe og hat, således at målgruppe ikke er i tvivl om hans funktion.

Præsentationen forløber således, at guiden tager imod den frivillige fra publikum ved indgangen og forklarer kort om formålet. Derefter bliver han guidet via nogle af vores artefakter op til scenen, hvor hypnotisøren overtager og beder den frivillige komme op på scenen. Efter et kort nummer, tager guiden igen over og forklarer mangfoldighederne for kommunikation i SL.

For at undersøge hvilken effekt vores opsætning har i forhold til det ønskede kommunikationsformål, valgte vi at lave to forprøver og opdele dem således, at der ville foregå én forprøve før og efter midtvejsevalueringen. Dette ville give os mulighed for at vurdere effekten fra midtvejsevalueringen. Begge forprøver blev forsøgspersonen sat i den frivilliges rolle og guidet igennem præsentation, mens midtvejsevalueringen foregik som en samtale, hvor vi præsenterede vores formål og ønsker med hele vores opsætning.

Første forprøve blev foretaget på avataren Ego Bosatsu, der er en af de andre studerende i workshoppen. Han synes hele vores set-up afspejlede et sted, hvor man frit kunne udtrykke, hvad man ville, men overvejede hvorledes mere seriøse kommunikationsformer såsom konferencer osv. kunne finde sted her. Han så også en klar fordel ved at kommunikere og viderebringe budskaber i SL, eftersom man ikke er begrænset af fysisk tilstedeværelse. Til gengæld blev muligheden for at sige ting i SL, man normalt aldrig ville sige i det virkelige liv, både set som godt og skidt. Godt fordi flere kan viderebringe deres budskaber, men dårligt fordi reglerne her er langt mere flydende og visse folk let kan ødelægge et set-up ved at være sjofle eller fjollede. Dette kan altså fjerne fokus fra den egentlige kommunikation. På baggrund af dette, finpudsede vi vores præsentation og reflekterede over effekten af vores kommunikationsformål.

Til vores midtvejsevaluering, som netop udformede sig som en samtale, og hvor præsentationen ikke direkte indgik, lagde opponentgruppen vægt på, at der var en manglende fokus på scenen, og at vores kommunikationsformål ikke skinnede klart igennem. Der var simpelthen for meget fest og sjov over designet. Dette blev taget til efterretning og gjorde, at vi overordnet forstærkede fokus på scenen, og dennes mulighed for, at alle kunne komme og tale, ved at nedtone dansegulvet og forstørre og fremhæve reklameskiltene. Denne kritik afspejlede dog tydeligt, at opponentgruppen ikke blev guidet igennem præsentation, da vi netop heri klart fremhæver scenen og derved kommunikationsformålet.

Den anden forprøve foregik med Valter Lowe, en regulær besøgende i Wonderful Denmark, der fik samme præsentation som Ego Bosatsu. Hans primære reaktion var, at denne opstilling er direkte modsat hans eget forsøg på at fremhæve SL som et seriøst tilholdssted, hvor selve samtalerne er det essentielle. Efter vi havde forklaret vores målgruppe og deres kendskab til SL, som baggrund for vores valg af opstilling og præsentation, kunne han godt se pointen med vores præsentation og design. Derudfra valgte vi altså ikke at lave yderligere ændringer i vores design, da hans reaktion udelukkende var baseret på hans egne interesser i SL og ikke direkte berørte vores kommunikationsformål.

Vores primære udfordring har altså været at skabe et afslappet miljø, som ikke bliver opfattet useriøst. Det var en forventet forhindring, da vi godt vidste, at det ikke ville være let både at fornøje vores uvidende målgruppe samtidig med at overbevise dem om SL’s kommunikationspotentiale. Det er denne blanding af humor og afslappede omgivelser med et seriøst og meningsfyldt budskab, der altså har været vores største udfordring.

Ingen kommentarer: